Jeg tog uddannelsen til folkeskolelærer, som begge mine forældre havde gjort. Jeg fulgte lige i hælene efter min søster og hendes mand på lærerseminariet og et par år senere tog min ældre bror samme vej. Sådan gjorde vi – det lå ligesom i kortene. I mange år nødt jeg at være lærer, men efter en folkeskolereform og lockout af lærerne begyndte jeg føle en voksende lede ved gerningen. På mange områder var jeg ikke længere enige i hvordan tingene blev gjort eller hvorfor. Langsomt men sikkert voksede jeg fra lærerjobbet, men desværre ventede jeg for lang tid med at stoppe og en dag måtte jeg gå hjem med en følelse i kroppen at noget i mig ikke var som det skulle være. Det tog ikke lang tid for min læge at give mig det berygtede mærkat med stress.
Derefter fulgte fire måneder med en stress-sygemelding og utallige søvnløse nætter. En periode hvor jeg ikke kunne overskue selv de mindste ting, mine børn, hustru eller høje lyde. Nederlaget ved ikke at kunne se en udvej eller løsning var udmattende. At tømme opvaskemaskinen mens min datter fortalte om sin dag blev for meget og resulterede i en snurren i hovedet og ubehag. Ord forsvandt og jeg kunne pludselig ikke kommunikere. Det var nok en af de værste perioder i mit liv, som jeg vil gøre alt for ikke at skulle prøve igen. Det stod hurtigt klar at min tid som skolelærer var overstået. Jeg skulle ikke tilbage til dét, som gjorde mig syg.
HVAD SKAL JEG SÅ NU?
Et nyt spørgsmål begyndte at trænge sig på. Hvad skal jeg så nu lave? Hvem er jeg så nu? Jeg har altid præsenteret mig som skolelærer, når folk spurgte til hvad jeg lavede. Dét ikke at kende svaret var opslidende. Det var ikke bare mit job som forsvandt, det var en stor del af min identitet.
Jeg blev nødt til at planlægge min fremtid og hurtigt. Regningerne skulle betales og der skal mad på bordet. Dagpengesystemet var for mig uigennemsigtigt og kryptisk. Det var en klar stressfaktor, som overhovedet ikke hjalp på den ro jeg havde brug for.
Jeg blev nødt til at fokusere på én ting – nemlig dét som gjorde mig glad. Det tog mig lang tid virkelig at mærke efter hvad der gjorde mig glad. Der blev skrevet mange ærlige lister, brainstormet, gået lange ture og kigget tomt ud i luften før en løsning begyndte at tage form.
Jeg gik tilbage til udgangspunktet til noget som gjorde mig glad som lille: At være i et stille værksted på min fars skole. Duften af savsmuld. At bygge med træ var dét som jeg ville satse på. Da de andre i folkeskolen gik til fodbold byggede jeg ting af træ på min fars skole eller på aftenhold på Lautrupgård i Ballerup. Jeg har stadig den walki-talki hængende, som min far og jeg byggede i vores køkken.
Jeg skulle være selvstændig.
Hvordan ville venner og familie modtage min udmelding bekymrede jeg mig også om. Alene dét at skulle fortælle hustruen hvad jeg ville fremover var pokkers svært. At være selvstændig lå så langt fra mit tidligere arbejde at blot det at sige det næsten virkede forkert. Jeg samlede mod i mange dage og en aften da ungerne sov og vi lagde vasketøj sammen ”sprang jeg ud” og sagde: ”Jeg har tænkt over det, og jeg tror jeg gerne vil være selvstændig”.
”Så er det selvfølgelig dét du skal gøre” var svaret. Hun har støtte mig 100 % lige siden og lagt øre til alle mine overvejelser og bekymringer. Uden hende ville jeg ikke aner hvor jeg så ville være.
HVORDAN HAR BEGYNDELSEN PÅ AT VÆRE SELVSTÆNDIG VÆRET?
At starte op som selvstændig på et område, man ikke kender noget til er omstændeligt og benhårdt. Jeg sammenligner det med at stå i en skov med bind for øjnene og famle sig frem til en udvej hvad end det er at finde den rette fotograf eller markedsføringsbureau. Mange har lovet at hjælpe mig og mange har lovet de har den gyldne løsning. Desværre holder de fleste ikke hvad de lover og mange dage føles som to skridt frem og tre tilbage.
At finde styrken til at fortsætte tilskriver jeg i stor grad både stædighed og min skønne hustru, som altid har bakket mig op. Jeg har stået med størstedelen alene og har måtte prøve mig frem, spørge fremmede til råds eller læse op på et område. Oven i det skulle jeg tage stilling til maskiner og udsugning til værkstedet samt en stor antal detaljer jeg ikke havde overvejet.
For at det hele har kunne løbe rundt har jeg sideløbende med By Leth haft et arbejde som støttelærer på en handelsskole. Det har været en periode hvor det hele er skrabet helt ind til benet. Konstant overtræk på madkontoen, en opbrugt opsparing og absolut ingen råd til forkælelse eller lignende. Det har været virkelig hårdt.
Noget af det hårdeste har dog været de nætter jeg har ligget søvnløs og grublet over hvorfor ingen køber nogle af mine ting. Hvorfor køber min familie og venner i det mindste ikke noget, når de ved hvad jeg har været igennem og hvad det vil betyde for mig – både økonomisk og personligt. De har måske ikke tænkt over hvor vigtigt det ville være for mig.
Det at skabe noget fra bunden synes jeg er fantastisk. Idéer kan ulme i månedsvis inden de i skitseform kommer på papir. Fra papiret til modeller i værkstedet kan også tage tid. Om det at designe noget gør mig til en designer er jeg ikke helt sikker på, men at gå fra idé til færdigt produkt for så at begynde forfra efter at lave inddrage andre i processen er både sjovt og udfordrende.
I dag har jeg fokus på arbejdsglæden. At skabe noget jeg synes om, på en måde jeg kan stå inde for. At skabe noget kvalitet med tanker og følelser bag, som andre sætter så meget pris på at de vil have det i deres hjem gør mig glad. Det er et klap på skulderen om at jeg gør det rigtige og når en bestilling tikker ind udløser det en lille glædesdans i værkstedet til stor undren fra katten O’Malley.
Der stadig være tidspunkter, hvor jeg ikke kan overskue små ting. Ord forsvinder stadig, men det går stille og rolig fremad i et tempo hvor jeg kan følge med. Hvad jeg skal kalde mig selv nu ved jeg stadig ikke helt. Måske designer eller træmand. Men jeg ved, at jeg er glad og sover godt om natten og min walki-talkie, den hænger stadig i værkstedet.