Min vej videre

Intro: Da kridtet blev min kryptonite

Forestil dig en familie, hvor alle er folkeskolelærere. Mor, far, søster, svoger, storebror – som en klan af kridtafkastende superhelte med ferie hver ottende uge. Så jeg hoppede selvfølgelig med på lærervognen, klar til at sprede visdom og rette stavefejl med et smil. Det var fedt… indtil en folkeskolereform og en lockout gjorde mig allergisk over for lærerværelsets kaffemaskine og regler, der føltes som en dårlig sitcom. Jeg var hovedpersonen, der desperat ville aflyse serien.

Jeg var dog lidt for stædig (eller bare doven?) til at sige stop, før det var for sent. En dag gik jeg hjem fra arbejde, og min krop summede som en defekt robot. Lægen kiggede på mig og sagde: “Stress, min ven!” Jeg tænkte: Stress? Er det ikke bare noget, hippe folk får? Fire måneder senere, efter at have tabt kampen mod en opvaskemaskine og fået panikanfald over min datters historier om sin dag, var det klart: Lærer-Leth var pensioneret. Men hvad pokker skulle jeg så lave?

Hvem er jeg uden mit lærerkostume?

At miste lærerjobbet var som at få stjålet halvdelen af min superhelteidentitet. Når folk spurgte: “Hvad laver du?” havde jeg altid svaret klar: “Folkeskolelærer, bam!” Nu? Jeg stod der som en forvirret deltager i “Hvem er jeg?” uden et eneste gæt. Samtidig bankede regningerne på døren, og dagpengesystemet var som at prøve at løse et krydsord på klingonsk.

Så jeg gjorde, hvad enhver rationel person gør: Jeg skrev lister. Masser af lister. Jeg gik lange ture, stirrede dramatisk ud i luften som en dårlig poet og spurgte mig selv: Hvad gør mig glad? Svaret dukkede op som en lysende neonreklame: Savsmuld! Som barn, mens mine klassekammerater jagtede bolde, hang jeg i min fars værksted og byggede ting af træ. Jeg lavede endda en walkie-talkie, som stadig hænger i mit værksted – den virker ikke, men den er min personlige Oscar for “Bedste Barndomsprojekt”.

Så, i et øjeblik af enten genialitet eller komplet vanvid, besluttede jeg: Jeg skulle være selvstændig træhåndværker.

At springe ud som selvstændig: Mod, kaos og en kone, der fortjener en medalje

At fortælle min kone, at jeg ville smide en fast løn for at lege med træ, var som at øve til en stand-up-rutine, hvor punchlinen kunne ende med skilsmisse. Jeg samlede mod i dagevis, og en aften, mens vi foldede vasketøj (romantik, ikk’?), kastede jeg bomben: “Jeg vil være selvstændig!” Jeg ventede en skeptisk panderynken, men hun svarede: “Så gør det, skat!”

Jeg sværger, uden hendes støtte havde jeg nok stadig stået og foldet sokker og googlet “hvordan bliver man astronaut”. Hun har lyttet til mine bekymringer, mine “jeg-har-en-genial-idé”-udbrud og mine “jeg-er-nok-ved-at-gå-ned-med-flaget”-monologer. Hun er min superhelt uden kappe, og hun fortjener en statue i vores have.

At starte som selvstændig var dog som at blive smidt ud i en jungle med en papkniv og et dårligt kort. Jeg har famlet mig gennem valg af værktøj, udsugning til værkstedet og løfter fra såkaldte “eksperter”, der lovede guld, men leverede noget, der lignede noget, katten havde trukket ind. Jeg har lært, at Google er en ven, der nogle gange lyver, og at markedsføring er som at prøve at sælge is til pingviner.

For at få økonomien til at hænge sammen har jeg arbejdet som støttelærer på en handelsskole ved siden af. Vores madkonto har været på slankekur, og “luksus” var at købe discount-toiletpapir. Der var nætter, hvor jeg lå vågen og tænkte: “Hvorfor køber ingen mine ting? Hvorfor har tante Lis ikke bestilt en hylde?” Men så huskede jeg: De har deres eget liv, og jeg må selv tage kampen op. Plus, tante Lis har nok ikke plads til flere hylder.

At være designer: Fra savsmuld til verdensmester i glædesdans

At skabe noget fra bunden er som at lege med voksen-lego, bare med bedre duft. En idé ulmer i hovedet som en dårlig sang, der ikke vil slippe, bliver til skitser, derefter til modeller i værkstedet, og pludselig står der noget, jeg har lavet med mine egne hænder. Er jeg en designer? Måske. Eller bare en fyr, der elsker træ og en god undskyldning for at købe nyt værktøj.

Når en bestilling tikker ind, laver jeg en glædesdans i værkstedet, der får katten O’Malley til at kigge på mig, som om jeg har meldt mig til “Vild med dans” uden at øve. Hver ordre er et klap på skulderen, et bevis på, at jeg er på rette vej. Jeg laver ting med kvalitet, tanker og følelser, som folk vil have i deres hjem. Og det? Det er bedre end en høj karakter i matematik (som jeg aldrig fik anyway).

Fremad med forsigtig optimisme og en støvsky af savsmuld

Der er stadig dage, hvor små ting føles som at bestige Mount Everest i hjemmesko, og hvor ord forsvinder midt i en sætning, som om de tager på spontan ferie. Men det går fremad, i mit eget tempo, og jeg sover bedre om natten – med savsmuldsdrømme i stedet for stressmareridt. Min walkie-talkie hænger stadig i værkstedet som en påmindelse om, hvor det hele startede (og nej, jeg prøver ikke at få den til at virke igen).

Hvad kalder jeg mig selv nu? Træmand, designer, eller bare “ham der laver fede ting af træ og danser som en idiot, når en ordre kommer”? Jeg er ikke helt sikker. Men jeg ved, at jeg er glad, at savsmuldsduften er bedre end kridtstøv, og at jeg er klar til at bygge videre – én hylde, én glædesdans ad gangen.

.