En kammerat og jeg snakkede for noget tid siden om, hvordan man kunne lave en anderledes holder til hans samling af lækre køkkenknive. Vi havde mange forskellige udkast, som vi byggede sammen i værkstedet. Forskellige træsorter, funktionalitet og udtryk blev afprøvet, men ingen af dem var noget, vi rigtig kunne lide. Jeg fortsatte med udviklingen. 

Jeg ville skabe noget, som var en smule anderledes, end hvad andre har. Noget som var mere mig, og som man ikke kunne købe alle steder. Smukke knive skal vises frem og ikke ligge gemt i en køkkenskuffe. De fortjener at være nemt tilgængelige og synlige. Flotte knive er flot håndværk

Jeg ville gå langt for ikke at skulle bruge magneter. Alle holdere har magneter for tiden, men nogle køkkenknive er så tynde og skrøbelige, at en magnet næsten kan bøje klingen, når den fjernes fra sin plads.

Jeg kom frem til en væghængt model, som jeg i begyndelsen var tilfreds med. Men efter noget tid

indså jeg, der skulle laves en ændring. Noget skulle fjernes. Ved at fjerne materiale af blokken kom der et nyt udtryk frem. Jeg begyndte med at fjerne noget af siderne. Det var ikke meget, men det var nok til at gøre udtrykket lettere. Derefter gjorde jeg det samme med fronten. Det var vigtigt for mig, at det svævende look også blev understøttet fra siden. 

Mindre var lig med mere. Letheden blev fremhævet i takt med, jeg fjernede kanterne og fronten. 

Samtidig blev jeg simpelthen nødt til at tilføje et rundt stykke messing i den ene side. Jeg ved stadig ikke helt, hvorfor jeg gjorde det. Måske var det som en kontrast til det kantede design, jeg holder så meget af, eller måske var det et modstykke til knivenes skarpe klinger. Jeg er kommet til at holde meget af sådan en lille cirkel på mine designs. Mit “prikken over i´ét”, et punktum eller blot blikfang. Nu kan jeg ikke undlade prikken over i’et, et punktum eller blikfang. Jeg kan ikke lade være.

Ligesom mine to smykkeholdere valgte jeg at dampe egetræet. Den mørke farve er en lækker kontrast til de fleste ting, vi danskere har hængende i vores hjem. Den mørk farve er indbydende og en flot kontrast til de blanke knive. Samtidig er den mørke farve med til subtilt at understrege det eksklusive look.

Resultatet endte med at blive en smuk tidløs holder til køkkenknive. Lavet i hånden af dansk egetræ med en smuk, dyb glød. En knivholder til den kvalitetsbevidste kunde.

Jeg samler holderen af to stykker træ, som tidligere har siddet sammen. Hvis man kigger godt efter, kan man se årene på siderne af Gravity, hvilket vidner om, at de to stykker træ engang sad sammen. Det gamle egetræ holder på knivene, og de to stykker er kun skilt fra hinanden af en lille kile og derfor svæver knivene i luften, deraf navnet – Gravity.

Køkkenknivene hviler på træets kant. Holderen er skabt til de større knive i køkkenet. Små knive kan have en skæv vægtfordeling, og de vil derfor have tendens til at tilte, når de sidder i holderen. En forudsætning er således, at knivens hals er lige, for at den ikke tilter.

Når jeg laver en Gravity knivholder, begynder jeg med egetræ fra lokalområdet. Plankerne bliver skåret ud i håndterlige stykker. En planke på 2 meter og 100 kilo kan være voldsom at flytte rundt på. Især i det lille værksted. 

Dernæst bliver splinten skåret fra, og kernetræet gemt. Det er her garvesyren befinder sig, og dén er afgørende, når træet skal dampes. Samtidig er jeg sikker på holdbarheden.

Så er det blot et spørgsmål om grundighed, en pokkers masse slibning, dampning, mere slibning, høvle, lime, bore hullerne til beslag, messing og til sidst en omgang olie for at beskytte og fremhæve træets mørke farve. Det tager tid. Men jeg synes, resultatet taler for sig selv. 

Til slut stempler jeg bagsiden med mit logo samt stempler serienummer. Jeg vedlægger skruer og rawplugs, så den er lige til at sætte op.

Med Gravity har jeg skabt en holder til køkkenknive i et tidløst nyt nordisk design med skarpe linjer i dansk egetræ. Den er tiltænkt de, som går op i lokal produceret kvalitet og design.

Gravity kommer i to forskellige størrelser: 50 og 35 cm. Den store model kan holde cirka 8 knive, og den lille model kan holde ca. 5 knive.