
Jeg kan simpelthen blive så harm over den slags åbenlyse ressourcespild. Forleden stod jeg på genbrugspladsen og så bunker af helt nyt træ på vej til destruktion. Ikke råddent træ. Ikke ødelagt træ. Brugbart fint træ, som intet fejler. Træ som skoleelever kunne bygge fuglehuse, sæbekassebiler og kreative projekter af. Som tidligere sløjdlærer ved jeg præcis, hvad sådan en bunke repræsenterer. Den mængde træ, jeg så, kunne have dækket flere måneders materialeudgifter for flere skoleklasser. Og det stopper ikke der.

I en anden container på genbrugspladsen ligger der også ofte træstammer og større stykker træ, som kunne bruges direkte til andre formål. Det kunne være brænde til bålpladser i børnehaver, fritidshjem og skoler. Til snobrød, mad over bål og pædagogiske aktiviteter i naturen. Noget, der både har værdi og mening.
Jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor der ikke er en ansat eller en simpel ordning, hvor det kan sorteres og skæres op i passende stykker. I stedet bliver det kørt væk som affald.
Så hvorfor smider vi det ud?
Hvorfor findes der ikke et område på genbrugspladsen, hvor skoler, SFO’er, ungdomsklubber og foreninger gratis kan hente overskudsmaterialer? Vi taler konstant om bæredygtighed. Om cirkulær økonomi. Om at passe på ressourcerne. Men når helt brugbare materialer sendes til destruktion, virker det ærlig talt som om, vi kun mener det i teorien.
For mig handler genbrug ikke kun om klima. Det handler om almindelig sund fornuft. Når noget stadig kan bruges, bør vi bruge det. Er det virkelig en kontroversiel tanke i 2026?
Kulsviertoften 11
2800 Kgs. Lyngby
Denmark
Email: info@byleth.dk
Cvr. 34172242