0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

Kategori: Uncategorized

  • Træ med historie

    Alt hvad jeg producerer i værkstedet kommer fra gamle møbler og genbrugsmaterialer. En stor del af dét, jeg kan lide ved at arbejde med træ, er at opstøve de gamle møbler. Selvfølgelig ville det være langt nemmere at bestille en bunke træ på nettet, men jagten på aflagte møbler og følelsen af at have “reddet” et træ er nok til at jeg gør det.

    Det jeg oftest har med hjem på traileren kunne være et spisebord med tydelige spor af hverdagsliv, en stol, der har stået i flere generationer eller en skænk, som ikke længere passer ind i et moderne hjem. I stedet for at lade de solide materialerne gå til spilde, bliver de udvalgt, adskilt og vurderet. Det bedste træ får en ny funktion – ofte i en helt anden form end det oprindeligt havde. På den måde undgår jeg at bidrage til flere fældede træer – og samtidig kan der bevares noget historie i materialet. 

    Fra idé til færdigt produkt – håndlavet kvalitet i små oplag

    Processen starter med en idé. Noget som mangler i hjemmet, en form med en skæv vinkel fra gamle skitser, andre gange opstår den undervejs i arbejdet med materialet. Det meste af det jeg bygger, har jeg skitseret flere gange inden jeg går i gang. Udtryk, funktion og holdbarhed skal overvejes.

    Når et møbel bliver skilt ad, vurderer jeg hurtigt, hvilke dele der kan bruges. Derefter begynder byggeprocessen: Hvordan kan materialet udnyttes bedst og hvad skal kasseres? Alt bliver lavet i hånden og i små serier. Typisk kun få eksemplarer af hvert design. Det betyder, at hvert produkt fra By Leth er unikt – og ikke masseproduceret.

    Derfor vælger kunder håndlavet interiør fra By Leth

    Når du køber et produkt fra By Leth, får du mere end bare et funktionelt design. Du får:

    • Håndlavet interiør i høj kvalitet
    • Bæredygtigt design lavet af genbrugstræ
    • Unikke produkter med historie og karakter
    • Små serier, hvor ikke to er helt ens

    Træets tidligere liv kan sjældent stadig anes i strukturen, farven eller detaljerne. Hakker, lak og indtørret skidt er fjernet og træet lever videre i ny form.

    En mere bæredygtig tilgang til møbler og design

    Jeg startede By Leth ud fra et ønske om at skabe en hverdag med mere ro samt at arbejde kreativt og bæredygtigt. Det er ikke en perfekt løsning på alle udfordringer – men et konkret skridt i den rigtige retning – og det virker for mig. Ved at genbruge eksisterende træ:

    • reduceres behovet for nyfældet træ
    • mindskes affaldsmængden
    • forlænges materialernes levetid

    Find dit næste unikke design

    Sortimentet hos By Leth ændrer sig løbende, fordi alle produkter laves i begrænsede oplag og afhænger af de materialer, der er til rådighed. Det betyder også, at når et design er udsolgt, kommer det sjældent igen i præcis samme form. Så er du på udkig efter:

    • Unikke møbler i genbrugstræ
    • Bæredygtigt interiør
    • Håndlavet design med karakter

    … så kan du finde det hos By Leth.

  • 5 gode grunde til at købe lokalt

    Hvorfor det er vigtigere end nogensinde at støtte lokalt?

    Der har aldrig været flere måder at handle på end lige nu. Med få klik kan jeg nemt bestille varer fra hele verden og få dem leveret til døren dagen efter. Det er nemt – og ofte billigt. Men netop derfor er det også blevet vigtigere at stoppe op og spørge sig selv: Hvad har jeg egentlig brug for og findes der et lokalt alternativ? At støtte lokale virksomheder handler ikke kun om geografi. Det handler om mennesker, om livet i vores byer – og om at være med til at holde hjulene i gang dér, hvor vi selv bor.

    Når jeg vælger at købe lokalt, er jeg med til at:

    • skabe arbejdspladser – og glæde
    • støtte små virksomheder
    • og i nogle tilfælde reducere transport og CO₂-aftryk

    Samtidig forsøger jeg at være realistisk. Vi lever i en global verden, og det er hverken muligt eller nødvendigt at købe alt lokalt. Det er ikke for at pege fingre af dem som køber via Amazon eller Temu. I min familie er det ikke en must at genbruge og upcycle alt, og vi har ingen skrupler ved at købe nyt, men som default overvejer vi altid om noget kan gives videre eller bruges på en anden måde inden det ryger ud.

    Pointen er ikke perfektion – men bevidsthed. Selv de små valg kan gøre en forskel, især hvis flere begynder at tænke i samme retning.

    Fra købmanden på hjørnet til global shopping

    Da mine bedsteforældre var unge, var det naturligt at handle lokalt. Der var ikke så mange andre muligheder. De gik ned til købmanden, fik lavet sko hos skomageren og handlede med folk, man ofte kendte ved navn. Pengene blev i lokalområdet, og det skabte en stærk sammenhængskraft. I dag ser det anderledes ud – men værdien af det lokale er ikke forsvundet. Den har bare fået konkurrence.

    Lokale virksomheder skaber noget, man ikke kan klikke sig til

    En af de ting, jeg ofte savner i dag, er den personlige relation. Når du handler lokalt, møder du ofte menneskene bag. Du kan stille spørgsmål, få rådgivning – og i mange tilfælde mærke stoltheden i det, de laver. Brugsen i mit lokalområde kender alle. Chefen i butikken er på fornavn med alle og han hjælper altid til ved lokale arrangementer. Det giver en anden form for tillid.

    Det betyder ikke, at store virksomheder ikke leverer kvalitet. Men lokale virksomheder har ofte en nærhed og autenticitet, som er svær at kopiere. Jeg kan godt lide at kende de mennesker, som min støtte har gjort noget for. Derfor har jeg lavet fem gode grunde til at købe lokalt.

    5 gode grunde til at støtte lokale virksomheder

    • Du holder liv i dit lokalområde
      Når jeg handler lokalt, er jeg med til at skabe aktivitet i dit nærområde.Det kan være den lille butik på hjørnet, den lokale håndværker eller en mindre webshop med base i lokalområdet.
      Det mærkes måske ikke fra dag til dag – men over tid er det med til at forme, hvordan min by udvikler sig.
    • Du kan (nogle gange) mindske dit CO₂-aftryk
      Ikke alt lokalt er automatisk mere bæredygtigt – men ofte hænger det sådan sammen. Kortere transport kan betyde mindre belastning af klimaet. Og dét kan være værd at tage med i overvejelserne, når muligheden er der. Ofte har mindre lokale virksomheder ikke et kæmpe varelager, men små tiltag betyder også noget.
    • Din støtte spreder sig ofte længere, end du tror
      Når man handler eller køber lokalt, støtter man sjældent kun én virksomhed. Der kan være lokale leverandører, producenter og samarbejdspartnere involveret, som også får gavn af dit køb.
      Det er ikke altid synligt – men effekten er der
    • Flere penge bliver i lokalområdet
      En del af de penge, du bruger lokalt, bliver typisk i området og bliver brugt igen – måske hos andre lokale virksomheder. Det er ikke en garanti, men sandsynligheden er større end ved internationale køb, hvor mine penge forsvinder ud af landet.
    • Du handler med mennesker – ikke bare en webshop
      For mig er der noget særligt at vide, hvem jeg handler med. Mange lokale virksomheder drives af mennesker, der selv står midt i det hele. Det gør oplevelsen mere personlig – og for mange også mere meningsfuld. De som erhvervsdrivende er ofte pressede, da de står for hele foretagende selv og et køb hos dem er et rygklap, som virkelig betyder noget for dem.

    Giver det stadig mening i dag?

    Ja – men på en anderledes og moderne måde. Vi kan selvfølgelig ikke gå tilbage til en tid, hvor alt var lokalt og alt hvad vi køber kunne holde resten af livet. Jeg er ikke blind for de muligheder nethandel giver os, men vi kan godt tage noget af tankegangen med os videre. Især når vi taler om bæredygtighed, ansvarligt forbrug og stærke lokalsamfund. Jeg tror vi kan komme langt, hvis man kombinerer nice-to have/need-to-have tankegangen med en bevidsthed om, hvad lokal handel kan gøre. 

    Tænk lokalt – når det giver mening

    For mig handler det ikke om nødvendigvis at gøre alting “rigtigt” men at gøre noget. Næste gang du f.eks. mangler:

    • en gave
    • en service
    • eller et produkt

    … så prøv at tjekke, om der findes en lokal løsning først. Ikke hver gang. Bare lidt oftere. Ofte får du ikke bare et produkt – men også en historie, en bedre oplevelse samtidig med at du støtter noget tæt på dig selv.

  • Personlig indretning

    Jeg har ofte tænkt: “Wow, her er virkelig flot… men jeg aner ikke, hvem der bor her?” om et hjem jeg har besøgt eller set på sociale medier.

    Der er mange steder man bliver inspireret – eller måske påvirket – til nye boligtrends og must-haves til hjemmet. Perfekte billeder og minimalisme er blevet et ideal for mange. Vi rydder ud, skærer ind til benet og forsøger at skabe ro ved at fjerne alt det vigtige. Store tomme hvide vægge fylder.

    I et forsøg på at skabe et enkelt hjem, kommer mange til at fjerne noget af det vigtigste: varmen og personligheden.

    Tilbage er rum, der er pæne, stilrene og “rigtige” – men også lidt anonyme og kedelige. Engang var det kakkelborde og standerure alle skulle have. Nu er det de samme panelvægge, plankeborde, Kay Bojesen fugle og intetsigende Kählervaser, der går igen fra hjem til hjem.

    Og selvom hver ting kan være smuk i sig selv, kan vores hjem hurtigt begynde at føles kedeligt ens og endda en smule historieløse.

    Når dit hjem begynder at ligne alle andres

    Det er ikke fordi, sådan et hjem er forkert. Tværtimod. De mennesker forsøger at skabe ro og overblik, hvilket er vigtigt. Men når vi alle kigger de samme steder hen for inspiration, begynder vores hjem naturligt at ligne hinanden.

    Det personlige modspil – der gør hele forskelle

    Hjemme hos os blander vi med glæde stilarter. Vi har nyt køkken, et par designermøbler, men også en masse loppefund, hjemmelavede møbler og børnenes “kunst”. Arvestykker, som er en del af vores dna, er blandet med loppefund med patina og en stol, der ikke matcher resten – men som bare føles rigtig.

    Det er netop de ting, der giver vores hjem varme og er med til at fortælle vores families historie.

    For os handler det ikke om at fjerne alt. Det handler om at vælge rigtigt.

    Et hjem tager tid

    Så hvis du vil forsøge at bevæge dig en smule væk fra minimalismen, så vær ikke bange for niecens tegning, du fik i julegave, loppefund, arvestykket eller souvenir fra ferien. De fortæller noget om hvem du er.

    Det tager tid at indrette personligt med ting, som gør et hjem hyggeligt. Et hjem siges at afspejle dem, som bor der. Jeg er sikker på at din personlighed ikke stammer fra en boligtrend på Instagram.

  • Essentials – en moderne smykkeholder

    Fra bedstemors skattekiste til mindre kaos

    Kan du huske din bedstemors smykkeskrin? Den dér velourbeklædte æske med spejl i låget, hvor halskæderne lå i et filtret rod Jeg kan stadig se min mormor og mor grave sig gennem deres egne små “skattekister” hver morgen – en slags skattejagt, hvor præmien var en ørering eller en kæde, der ikke var helt umulig at løsne. Så da min hustru efterspurgte en smykkeholder, vidste jeg, at det skulle være noget enkelt, smukt og funktionelt – at alle de essentielle ting skulle vises frem og være nemt tilgængelige.

    Essentials: Nordisk design med et vikingetwist

    Jeg besluttede at tage alt det rodede fra fortiden og give det et moderne pift. Farvel til velour og sammenfiltrede kæder, hej til en væghængt smykkeholder, der lader dine smykker pynte på væggen. Inspirationen kom fra et besøg på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. De lange, smalle skibe med deres ikoniske stævne og årer satte gang i noget.

    Jeg droppede årene og valgte dansk egetræ – dampet mørkt med ammoniak for at give det en dyb, vikingeskibs-agtig farve. Tilføjede en solid messingstang (perfekt til øreringe og tynde kæder), og voilà: Essentials var født. De mange vinkler i træet viser årringene som små kunstværker, og messingen spiller perfekt sammen med det mørke træ.

    Hvorfor du vil elske Essentials i dit hjem

    Denne håndlavede smykkeholder er ikke bare pæn – den er praktisk:

    • Soveværelset: Hæng dine yndlings øreringe eller halskæder, så de er lige ved hånden – og ikke gemt væk i en skuffe.
    • Badeværelset: Vis din stil frem, mens du gør dig klar til dagen.
    • Overalt: Den er så minimalistisk, at den passer ind, uanset hvor man sætter den op

    Jeg kaldte den Essentials, fordi den fremhæver de smykker, min hustru bruger hver dag – og dem, der betyder noget for hende. 

    Produktion efter bæredygtige principper

    Jeg jagter brugt egetræ fra ældre møbler, som jeg giver nyt nyt gennem mine produkter. Hvis jeg må købe fra et savværk, bruger jeg kun FSC-mærket dansk egetræ. Ammoniak-dampningen sker under ordnede forhold, og resterne smider jeg af på genbrugsstationen – ingen rod her!

    Hver smykkeholder sliber jeg i hånden i mit lille værksted. Kvalitet vinder over kvantitet, og jeg laver kun begrænsede oplag. Anden sortering? Ikke en chance. Hvis jeg ikke vil have det hængende i mit eget hjem, hvorfor skulle du så? Det er lidt som at lave mad – man serverer ikke noget, man ikke selv vil spise.

    Køb din Essentials i dag

    Klar til at give dine smykker et nyt hjem? Hop ind på shoppen og bestil din Essentials smykkeholder. Skattejagt er fortid – nu er det tid til at lade dine smykker hænge frit fremme og blive set.

  • Min vej videre

    Jeg tog uddannelsen til folkeskolelærer, som begge mine forældre havde gjort. Jeg fulgte lige i hælene efter min søster og hendes mand på lærerseminariet og et par år senere tog min ældre bror samme vej. Sådan gjorde vi – det lå ligesom i kortene. I mange år nødt jeg at være lærer, men efter en folkeskolereform og lockout af lærerne begyndte jeg føle en voksende lede ved gerningen. På mange områder var jeg ikke længere enige i hvordan tingene blev gjort eller hvorfor. Langsomt men sikkert voksede jeg fra lærerjobbet, men desværre ventede jeg for lang tid med at stoppe og en dag måtte jeg gå hjem med en følelse i kroppen at noget i mig ikke var som det skulle være. Det tog ikke lang tid for min læge at give mig det berygtede mærkat med stress.

    Derefter fulgte fire måneder med en stress-sygemelding og utallige søvnløse nætter. En periode hvor jeg ikke kunne overskue selv de mindste ting, mine børn, hustru eller høje lyde. Nederlaget ved ikke at kunne se en udvej eller løsning var udmattende. At tømme opvaskemaskinen mens min datter fortalte om sin dag blev for meget og resulterede i en snurren i hovedet og ubehag. Ord forsvandt og jeg kunne pludselig ikke kommunikere. Det var nok en af de værste perioder i mit liv, som jeg vil gøre alt for ikke at skulle prøve igen. Det stod hurtigt klar at min tid som skolelærer var overstået. Jeg skulle ikke tilbage til dét, som gjorde mig syg.

    Hvad skal jeg så nu?

    Et nyt spørgsmål begyndte at trænge sig på. Hvad skal jeg så nu lave? Hvem er jeg så nu? Jeg har altid præsenteret mig som skolelærer, når folk spurgte til hvad jeg lavede. Dét ikke at kende svaret var opslidende. Det var ikke bare mit job som forsvandt, det var en stor del af min identitet. 

    Jeg blev nødt til at planlægge min fremtid og hurtigt. Regningerne skulle betales og der skal mad på bordet. Dagpengesystemet var for mig uigennemsigtigt og kryptisk. Det var en klar stressfaktor, som overhovedet ikke hjalp på den ro jeg havde brug for. 

    Jeg blev nødt til at fokusere på én ting – nemlig dét som gjorde mig glad. Det tog mig lang tid virkelig at mærke efter hvad der gjorde mig glad. Der blev skrevet mange ærlige lister, brainstormet, gået lange ture og kigget tomt ud i luften før en løsning begyndte at tage form. 

    “At være i et stille værksted på min fars skole. Duften af savsmuld.
    At bygge med træ var dét som jeg ville satse på.
    Det der gjorde mig glad”

    Jeg gik tilbage til udgangspunktet til noget som gjorde mig glad som lille: At være i et stille værksted på min fars skole. Duften af savsmuld. At bygge med træ var dét som jeg ville satse på. Da de andre i folkeskolen gik til fodbold byggede jeg ting af træ på min fars skole eller på aftenhold på Lautrupgård i Ballerup. Jeg har stadig den walki-talki hængende, som min far og jeg byggede i vores køkken. 

    Jeg skulle være selvstændig.

    Hvordan ville venner og familie modtage min udmelding bekymrede jeg mig også om. Alene dét at skulle fortælle hustruen hvad jeg ville fremover var pokkers svært. At være selvstændig lå så langt fra mit tidligere arbejde at blot det at sige det næsten virkede forkert. Jeg samlede mod i mange dage og en aften da ungerne sov og vi lagde vasketøj sammen ”sprang jeg ud” og sagde: ”Jeg har tænkt over det, og jeg tror jeg gerne vil være selvstændig”. 

    ”Så er det selvfølgelig dét du skal gøre” var svaret. Hun har støtte mig 100 % lige siden og lagt øre til alle mine overvejelser og bekymringer. Uden hende ville jeg ikke aner hvor jeg så ville være. 

    Hvordan har begyndelsen på at være selvstændig været?

    At starte op som selvstændig på et område, man ikke kender noget til er omstændeligt og benhårdt. Jeg sammenligner det med at stå i en skov med bind for øjnene og famle sig frem til en udvej hvad end det er at finde den rette fotograf eller markedsføringsbureau. Mange har lovet at hjælpe mig og mange har lovet de har den gyldne løsning. Desværre holder de fleste ikke hvad de lover og mange dage føles som to skridt frem og tre tilbage. 

    At finde styrken til at fortsætte tilskriver jeg i stor grad både stædighed og min skønne hustru, som altid har bakket mig op. Jeg har stået med størstedelen alene og har måtte prøve mig frem, spørge fremmede til råds eller læse op på et område. Oven i det skulle jeg tage stilling til maskiner og udsugning til værkstedet samt en stor antal detaljer jeg ikke havde overvejet.

    For at det hele har kunne løbe rundt har jeg sideløbende med By Leth haft et arbejde som støttelærer på en handelsskole. Det har været en periode hvor det hele er skrabet helt ind til benet. Konstant overtræk på madkontoen, en opbrugt opsparing og absolut ingen råd til forkælelse eller lignende. Det har været virkelig hårdt.

    Noget af det hårdeste har dog været de nætter jeg har ligget søvnløs og grublet over hvorfor ingen køber nogle af mine ting. Det har jeg brugt meget energi på, men har konstant holdt modet oppe og knoklet videre.

    Det at skabe noget fra bunden synes jeg er fantastisk. Idéer kan ulme i månedsvis inden de i skitseform kommer på papir. Fra papiret til modeller i værkstedet kan også tage tid. Om det at designe noget gør mig til en designer er jeg ikke helt sikker på, men at gå fra idé til færdigt produkt for så at begynde forfra efter at lave inddrage andre i processen er både sjovt og udfordrende. 

    I dag har jeg fokus på arbejdsglæden. At skabe noget jeg synes om, på en måde jeg kan stå inde for. At skabe noget kvalitet med tanker og følelser bag, som andre sætter så meget pris på at de vil have det i deres hjem gør mig glad. Det er et klap på skulderen om at jeg gør det rigtige og når en bestilling tikker ind udløser det en lille glædesdans i værkstedet til stor undren fra katten O’Malley.

    Der stadig være tidspunkter, hvor jeg ikke kan overskue små ting. Ord forsvinder stadig, men det går stille og rolig fremad i et tempo hvor jeg kan følge med. Hvad jeg skal kalde mig selv nu ved jeg stadig ikke helt. Måske designer eller træmand. Men jeg ved, at jeg er glad og sover godt om natten og min walki-talkie, den hænger stadig i værkstedet.

  • Rack – en moderne kolonihavehylde

    En lille pige og en stor idé

    Forestil dig en stædig lille pige – min datter – med et blik, der kunne smelte selv den hårdeste forælder. Hun manglede en hylde over sengen til sine Anders And-blade, og den skulle ligne bedstemor og bedstefars fra kolonihavehuset – du ved, med de buede ender. Mod en sådan viljestyrke havde jeg ingen chance. Så jeg greb noget rest-fyrretræ, en håndfuld skruer og lidt lim, og vupti – hylden var oppe på rekordtid.

    Min datter jublede og alle bladene flyttede ind. Jeg vidste at designet kunne optimeres og idéen om en lille hylde blev hængende – bogstaveligt talt.

    Fra rustik til raffineret – med et grin

    Jeg kunne ikke slippe tanken om at gøre hylden bedre. De buede kanter? Ud med dem. Fyrretræet? For blegt og lidt for brugt. Jeg ville have noget stilrent, moderne og – vovet sagt – lidt sexet til hjemmet.

    Så jeg gik i krig. Endestykkerne blev til massive egetræsstykker med et skråt hjørne. Ingen synlige skruer og søm, men skjulte beslag. Den firkantede pind blev til en slank, rustfri stålstang, forsænket i siderne. Dybden? Lige nok til en flaske olivenolie eller din yndlings parfume – for hvem har brug for en hylde, der sluger hele køkkenbordet?

    Hvor Rack hører hjemme i dit liv

    Denne lille håndlavede skønhed – jeg kalder den Rack – kan bruges flere steder i hjemmet:

    • Køkkenet: Stil dine olier eller krydderier frem, så du ligner en mesterkok
    • Badeværelset: Giv din parfume eller håndcreme en scene at skinne på
    • Stuen: Vis dine små skatte frem uden at rode det hele til

    Min datters hylde hænger stadig over hendes seng, proppet med blade. Hun elsker den – og jeg smelter lidt hver gang, jeg ser hende bruge den. Men Rack er jeg også rigtig stolt af. En moderne kolonihavehylde med varme, humor og et strejf af skarpe kanter.

    Gør Rack til din egen

    Klar til at tilføje et stykke håndlavet dansk design til dit hjem? Hop ind på shoppen og snup en Rack – eller kontakt mig, hvis du vil have den i en særlig udgave.

  • Gravity – tidløs nordisk design til dine køkkenknive

    En snak, en kammerat og en stædig idé

    Det hele startede med en snak over en øl med en kammerat. Han ville have en fed holder til sine fancy køkkenknive – noget, der ikke bare gemte dem væk i en skuffe. Vi rodede rundt i værkstedet, prøvede forskellige træsorter og design, men intet føltes helt rigtigt. Han sprang senere fra hele vores værkstedsprojekt, men jeg kunne ikke slippe det. Jeg ville lave noget anderledes – noget, der ikke lignede alle de magnetiske knivholdere, der popper op overalt.

    Ingen magneter, tak – men masser af personlighed

    Så magneter… Nej tak. De er overalt, og jeg har set tynde køkkenknive næsten bøje sig i protest, når de bliver rykket af. Knive er håndværk, kunstværker – de skal vises frem! Jeg gik efter et svævende, væghængt design i egetræ. Jeg var egentlig tilfreds med produktet, men mente alligevel, at det kunne få et endnu lettere udtryk.

    Jeg begyndte at fjerne materiale – lidt fra siderne, lidt fra fronten – som en frisør, der klipper, indtil det sidder perfekt. Mindre blev mere, og pludselig svævede knivene næsten i luften. Men jeg kunne ikke dy mig for at tilføje en lille messingcirkel i siden. Hvorfor? Måske som et modspil til de skarpe linjer, jeg elsker, eller bare mit prikken over i’et – et lille “hej, det er mig!”. Jeg er vild med de cirkler nu.

    Gravity: Hvor knive møder nordisk coolness

    Navnet “Gravity” kom af sig selv – knivene hviler på kanten af to egetræsstykker, der engang sad sammen (kig efter årringene, hvis du er nysgerrig!). En lille kile skiller dem, så knivene svæver frit. Jeg damper træet mørkt med ammoniak – det giver en dyb, indbydende glød, der spiller perfekt med stålet på dine blanke køkkenknive. En tidløs knivholder, der oser af nordisk design og eksklusivitet.

    Den er lavet til større knive – kokkeknive, brødknive, de tunge drenge. Små urteknive kan vippe lidt, hvis de ikke har en lige hals.

    Fra gammel spisebord til køkkenkunst

    Det meste af mit træ kommer fra ældre spiseborde, som jeg giver nyt liv, ved at genbruge træet til mine små produkter. Jeg bøvler rundt med store planker i mit lille værksted, men det betyder meget for mig, at jeg kan begrænse mit indkøb af nyt træ.

    Det er et stort arbejde, at komme frem til det stykke træ, jeg kan bruge, da det er i kernetræet at magien sidder. Der skal skæres, dampes, slibes, høvles, limes, bores til beslag og messing og til sidst gives en kærlig omgang olie. Det tager tid, men når jeg stempler mit logo og serienummer på bagsiden, ved jeg, at det er det hele værd. Skruer og rawplugs følger med – så den er fuldstændig klar til at blive sat op i dit køkken!

    Hvorfor Gravity hører hjemme hos dig

    • Køkkenet: Vis dine knive frem som trofæer, ikke som gemte skatte.
    • Stil: Det mørke egetræ og messing tilføjer et nordisk pift til dit hjem.
    • Kvalitet: Håndlavet til dig, der elsker det lokale og det lækre.

    Hos By Leth handler det om at lave ting, jeg selv vil have i mit hjem – og Gravity er ingen undtagelse.

    Køb din Gravity i dag

    Klar til at give dine køkkenknive et hjem? Gravity kommer i to størrelser – 50 cm (op til 8 knive) og 35 cm (op til 5 knive). Hop ind på shoppen og bestil din håndlavede knivholder. Eller skriv til mig, hvis du har spørgsmål – jeg er ikke svær at fange.

  • By Leth – mit bæredygtige bidrag

    De fleste mennesker elsker et godt tilbud eller at gøre en god handel. Det ligger næsten i vores dna. Tænk bare på et loppemarked hvor det er kutyme at prutte om prisen -vi elsker det. At gøre en god handel, er næsten bedre end varen man har købt. Tilbud, mængderabat, Black Friday, sommerudsalg og ugentlige fødselsdagstilbud er blot nogle af de tilbud vi alle kender til og de fleste ikke går udenom. 

    Men der kan selvfølgelig være en ulempe ved at kun at fokusere på en billig pris. Storproduktion i fremmede lande, kan ikke kun have en skadelig påvirkning på miljøet, men også have vidtrækkende konsekvenser på andre områder. Det kan være svært for forbrugere at se disse konsekvenser og mange skænker dem ikke en tanke. Men på grund af en øget opmærksomhed på hvordan vi producere alt fra mad til biler, er der kommet et stigende krav fra forbrugerne om, at en bæredygtig og miljøbevidst produktion er nødvendig. 

    Jeg har forsøgt at samle et par af mine overvejelser vedr. hvad det betyder for mig, at skabe med bæredygtighed i tankerne. Jeg har ikke altid haft disse holdninger. Faktisk skal man skal ikke mange år tilbage før jeg slet ikke gik op i hverken bæredygtigt, lokalt producerede varer eller noget skulle være miljørigtigt. Nu har jeg stadig en 20 år gammel T-shirt liggende i klædeskabet som jeg kan krybe i. Jeg behøver ikke nødvendigvis nyt tøj hele tiden. Min ændring i holdning nok er kommet med alderen. Med to børn under taget og begyndende grå hår er jeg begyndt at tænke på en anden måde. Tidligere var det et ræs om at have mest og først. Men med ansvaret for to børn er tankerne på miljøet, klodens tilstand og overforbrug begyndt at fylder mere.

    “Med to børn under taget og begyndende grå hår er jeg begyndt at tænke på en anden måde”

    Problematikken ved at købe vare produceret i udlandet er, at man som forbruger ikke har indsigt i hvor varen kommer fra eller hvilke arbejdsforhold de er blevet produceret under. Samtidig skal varen transportres til en ofte overdimensioneret lagerbygning, som der sluger el og varme, alt imens den samler støv i måneder indtil tilbudsavisen fortæller os at de nu kan bøges til spotpris. Ved altid at have en lav lagerbeholdning undgår jeg dette. Nuvel – jeg har ikke vare nok til at sælge til hele verden, men dét er heller ikke meningen. Samtidig undgår jeg en unødvendig overproduktion og spilde ressourcer. 

    Ved at vælge varer der er lokalt produceret opnår man som forbruger flere fordele.

    En af de åbenlyse er, at man er med til at begrænse det Co2 aftryk man sætter, da der ikke er transport på containerskibe fra fremmede kontinenter. Dét betyder utrolig meget.

    En lokal producent har oftere styr på deres leverandører hvorimod store fabrikker er afhængige af deres underleverandører og får måske deres halvfabrikata fra områder/landsdele, hvor arbejderne er ansat under tvivlsomme forhold.

Gratis fragt
Gratis fragt på alle ordrer
Hurtig levering
Bestil inden kl. 12.00, så sender jeg samme dag
14 dages fortrydelsesret
Nem returnering
Skriv på venteliste Jeg giver besked når produktet igen er på lager. Skriv venligst din email adresse forneden.